Som frisør er du vant til at tage dig af alle andre. Du forholder dig til dine kunder, deres ønsker og deres behov. Det er essensen af at være frisør; at man er der for andre mennesker. Men husker du at være der for dig selv?

De mange timer i salonen kan være hårdt for både kroppen og hovedet – derfor har vi lavet nogle tips til gode vaner, så du kan være der både for dig selv og for dine kunder.

En god nats søvn

En god dag starter med en god nats søvn. Søvnen er nødvendig for kroppens immunforsvar, genopbygning, indlæringsevner og meget mere. De fleste kender følelsen efter en dårlig nats søvn: Resultatet er ofte dårligt humør, nedsat koncentration og lavt energiniveau.

Der er ikke ét rigtigt svar på, hvor meget søvn, du behøver. Gennemsnitligt har voksne behov for 7,5 times søvn, men der kan være store forskelle fra person til person. Hvis du føler dig udhvilet og frisk, så er det en god indikator for, at du har fået tilstrækkelig søvn.

Der er flere ting, du kan gøre, for at få bedst mulig søvn. Blandt andet er det en god idé at koble af den sidste time inden sengetid, så kroppen og hovedet er afslappet. En fast døgnrytme giver også gode søvnvaner, desuden er det en god idé at undgå koffein og alkohol inden sengetid.

Uden mad og drikke…

Kost er kroppens benzin, og uden benzin kommer man ikke langt. Kroppen får energi og næringsstoffer gennem mad og drikke, og sund kost bidrager til energi og trivsel i hverdagen.

Start dagen ud med et solidt morgenmåltid, så du giver kroppen energi fra starten af. Det er også en god idé at have sunde snacks i salonen, så du hurtigt kan få et energi-boost, hvis du får brug for det; eksempelvis frugt, nødder eller grøntsager.

Vandmangel er en hyppig årsag til træthed og kan også resultere i hovedpine. Så det er vigtigt at drikke nok vand i løbet af dagen. En tommelfingerregel siger, at du skal drikke 2 liter vand om dagen.

Hvordan kan du sørge for at få nok vand i løbet af din arbejdsdag? Det kunne være en drikkedunk ved din station eller en seddel ved håndvasken, som minder dig om at drikke et glas vand.

Mærk dig selv

Det er vigtigt at tage sig lidt tid til sig selv. Når man elsker, hvad man laver, så opdager man måske ikke, hvis man er ved at være udkørt – netop fordi man jo nyder det imens. Derfor er det vigtigt at give sig selv lidt ro engang imellem, og det kan gøres på forskellige måder.

Først og fremmest er det en god idé at holde fri, når man har fri. Det kan man blandt andet gøre ved at bruge 15-20 minutter efter arbejde på at få slappet helt af: Prøv at sætte dig alene, måske sætte lidt afslappende lyde på eller bare nyde stilheden, og så fokuser på dit åndedræt, mærk din krop og få koblet helt af. Så bliver du mentalt renset efter en lang arbejdsdag.

I løbet af arbejdsdagen kan du også snige små øvelser ind. Det tager faktisk kun ét minut og kan hjælpe dig med at slappe af og mærke dig selv:

  • Luk øjnene og slap af i skuldrene

  • Træk vejret dybt ind gennem næsen og mærk, hvordan dine lunger fyldes op med luft

  • Pust langsomt ud gennem munden

  • Gentag fem gange og mærk efter, hvordan din krop har det

Find de pauser, du kan få – også selvom det kun er to minutter. Brug dem til at give hovedet og kroppen et break i løbet af dagen.

Pas på din krop

Din krop er dit værktøj, og derfor skal du passe godt på den. Det er en god idé generelt at holde kroppen i form, men i en travl hverdag kan det være svært. Prøv at snige lidt motion ind, hvor du kan: Måske gå en tur, tage trappen, cykle på arbejde eller noget helt fjerde? At styrke kroppen er godt for mange ting, specielt til at forebygge skader fra overbelastning.

I løbet af arbejdsdagen er der også nogle ting, du kan gøre, for at belaste kroppen mindre. Når du står op, belaster du benene, og når du sidder, belaster du ryggen. Prøv derfor at skifte mellem at stå og sidde, så du får variation i arbejdet.

Udstræk nakke, skuldre og arme i løbet af dagen og efter fyraften for at reducere ømhed og give øget bevægelighed.

Godt fodtøj er alfa og omega. De mange timer stående er hårdt for kroppen og specielt fødderne, derfor er det vigtigt at bruge nogle gode sko. Vælg stødabsorberende sko, så du får god komfort og blodcirkulation.

Beskyt dig mod farlige kemikalier

At være udsat for skadelig kemi er ikke godt for kroppen. Man kan få allergiske reaktioner, irritationer eller udslæt, så det er vigtigt at passe på sig selv.

Her er nogle råd til, hvordan du kan minimere risikoen for eksponering af skadelig kemi:

  • Klip før farvebehandling – ved klip uden handsker efter farvning er der risiko for hudkontakt med eventuel restfarve

  • Brug handsker ved farve, vask, permanentning og styling af hår

  • Sørg for god ventilation i salonen

  • Brug produkter med mindre kemi. Ammoniak afgiver skadelige dampe, så vælg hårfarver uden ammoniak. Læs mere om de ammoniakfrie NATULIQUE Natural Colours her

Som frisør er dit vigtigste redskab dig selv – så pas godt på dig!

Har du selv nogle gode vaner eller tips? Så del dem med os!